Raceinfo

Den Hellige Birma

Birmaen er på mange måde er en middelkat:

- Dens størrelse er medium, hviklet vil sige, at hunkattene oftest vejer mellem 3-4 kg, og hankattene oftest vejer 4-5 kg.
- Birmaen er semilanghåret - altså er pelsen halv-lang, og let at holde.
- Birmaer er hverken gardinspringere, eller sløve sofahængere; deres aktivitetsniveau er middel og lige tilpas.
- De er kærlige og kælne, uden at blive klæbende.
- og de er talende, uden at være larmende.

Men disse "middelværdier" bør dog ikke ses som et udtryk for, at Den Hellige Birma er middelmådig. Slet ikke! Der er en grund til, at birmaen bliver kaldt Kattenes Rolls Royce.
Birmaen ligner med sin bløde, semilanghårde pels, og den fine maske, en "rigtig" racekat, og dens blide sind er helt unikt! Men selv om dens udseende er eksotisk, og dens sind er venligt og blidt, er der skam en rigtig kat indeni.

Pelsens nuance og silkebløde konsistens er helt speciel. Pelsen har normalt kun en ringe mængde underuld, så man opleber sjældent problemer med filter i pelsen som f.eks. perseren, og ofte er det nok at børste katten et par gange om ugen. Kropsfarven er lys - mælkehvid/beige evt. med et gyldent skær, alt afhængig af maskefarven - des mørkere maskefarve, des gyldnere skær.
Hale, ben, ører og ansigt er maskefarvede - d.v.s. kontrast til kropsfarven. Birmaen er godkendt i maskefarverne brun, chokolade, blå, lilla, rød og creme samt tabby(striber) og tortie(pletter), som er varianterne af disse seks grundfarver.
Hovedet er rundt, uden dog på nogen måde at ligne en perser. Profilen er afrundet uden stop men med en let fordybning på næseryggen. Hagen kraftig, og ørerne er forholdsvis små med god afstand. Øjnene er dybt blå, formen oval til afrundet -men ikke kuglerunde eller udstående.
Birmaer har hvide sokker på alle fire poter. De hvide sokker er birmaens "varemærke", og Den Hellige Birma er den eneste race, hvor de hvide sokker er en del af standarden. Sokkerne skal være helt hvide uden løbere, uregelmæssigheder eller farvede pletter. På forpoterne skal de gå lige rundt med selve poten, og må ikke løbe oven over vildtkloen og på bagpoterne skal sokkene slutte i en kile som et omvendt V på bagsiden af benet. Det er dog langt fra alle birmaer, der har fuldstændigt korrekte aftegn på poterne, og på grund af de mange krav, som standarden stiller til detaljer, er birmaen vel nok den sværeste race at opdrætte, hvis ens fokus bliver lagt på udstillinger og pokaler. Men heldigvis har aftegningerne ingen indflydelse på kattens værdi som kæledyr, og de er alle lige dejlige, om de har for lidt, for meget eller lige netop tilpas med hvid på poterne.

Hvis man ønsker sig en trofast, hyggelig og intelligent firebenet ven, der knytter sig til sine mennesker, er en Hellig Birma det rigtige valg.
Den er normalt både kælen, tillidsfuld og meget nysgerrig. Den er ofte meget legesyg selv som voksen. Den er meget glad for sin familie, og den deltager gerne i dagens gøremål. En birma bør dog aldrig holdes som hjemmets eneste dyr. En birma som går helt alene dagen lang uden selskab er ofte en ulykkelig kat. Har man lange arbejdstider er det en god ide´ med en legekammerat, og man bør i sådanne tilfælde anskaffe endnu en kat. Denne legekammerat behøver dog ikke nødvendigvis at være en anden birma. Dens venlige sind gør, at den let slutter venskab med andre katteracer, almindelige huskatte og rolige hunde.

Birmaen kræver ikke ufattelig megen plads, og kan fint trives som indekat i hus eller lejlighed, Birmaer har som regel ikke det store udebehov, og egner sig pga. deres tillidsfulde væsen, slet ikke til fritløb. Alligevel er Birmaen skam en rigtig kat. Hvis man lader sin Birma få adgang til løbegård eller indhegnet have, kan den sagtens fange mus og klatre i høje træer lige som andre katte. Vores Birmaer nyder godt af den indhegnede have, hvor de rigtigt får lov til bruge deres instinkter - særligt vores Julie er blevet en super god musefanger. Bag det eksotiske, smukke ydre, gemmer der sig en rigtig dygtig jæger.

Den Hellige Birmas oprindelse er uvis og omgivet af halve historier, og hele myter. Det fortælles, at Den Hellige Birma har sin oprindelse i østen. Herfra stammer også Legenden om Den Hellige Birma. En legende, der har dannet grundlag for racens navn, og som lyder som følger:

Længe før Buddhas ankomst til jorden, byggedes der i Burma et tempel, som blev indviet til guden Song-Hio og gudinden Tsung-Kiang-Kse. Templet blev kaldt Lao-Tsun.
Templets præster, som blev kaldt kithaer, tilbragte deres liv i meditation. I det øjeblik, hvor de opnåede den evige ekstase, overførtes deres ånd til en af de mange hellige katte, som levede på templets område.
Templets ældste og mest agtede præst, den viseste blandt de vise, hed Mun-Ha. Han tilbad specielt gudinden Tsung-Kiang-Tse, der havde vidunderlige safirøjne. Man sagde, at den gamle præsts gyldne skæg var flettet af selveste guden Song-Hio. Sinh var navnet på den kat, der tjente Mun-Ha som et orakel, og den blev betragtet på lige fod med sin herre. En aften, da thaierne kom fra Siam, døde den gamle mand. Man så da transfigurationsmiraklet foregå for alles øjne: Sinh sprang op på sin herres hoved. Kattens krop, som hidtil havde været hvid, antog den samme gyldne farve som den hellige mands skæg, og dens øjne blev safirblå som gudindens. Sinh's ben, ansigt, ører og hale blev brune som jorden, men dens poter forblev hvide som Mun-Ha's hår, og symboliserede dermed hellig renhed.
Kattens blik opflammede præsterne, som fik fornyet styrke til at jage deres fjender på flugt.
Syv dage senere døde Sinh, og i det samme steg hans elskede herres sjæl ind i evigheden. Da skiftede alle templets katte farve som Sinh, og et nyt mirakel var sket...

(kilde; Jyrak.dk)

British Shorthair

Bristish Shorthair, eller briten, som man kalder racen i daglig tale, er med sine 5-7 kg. den største og kraftigste af korthårsracerne.
Det oprindelige navn British Blue som fællesnævner for racen, bruges også stadig af mange. Det er heller ikke helt ved siden af, idet det var fascinationen af de helt blå katte, der startede et seriøst målrettet opdræt i slutningen af forrige århundrede i England - British Blue er derfor stamfader til den dejlige race.
Herfra blev den i 1960-erne og 1970-erne gennem vekslende standarder udviklet af bl.a. danske katteopdrættere, således at der i de følgende år blev skabt nye varianter af den oprindelige blå type.
Farven "blå" er i opdrætterverdenen betegnelsen for koksgrå. Briter fåes dog også i farverne hvid, sort og sølv, samt rød og creme i varierende mønstre, og senest er varianten colourpoint (maskede) i farverne blå, lilla og chokolade, også kommet til.

Briten er en rigtig "bamsekat". Den har en kraftfuld og rund krop, solide korte ben med brede poter og en kort massiv hale. Britens hoved er stort og fyldigt, blødt rundet med en bred hage på en kort tyk hals. Mellem de små velformede ører sidder de store åbne, der enten er kobberfarvede eller stærkt gul/orange. Pelsen, der tyk og kort, synes nærmest plysset.

Generelt er briter lige så rolige, sindige og venlige som de ser ud. Faktisk ligner deres sind lidt deres krop; de er ikke sådan at rykke.
De elsker at kikke på når man laver noget, men de blander sig sjældent. De er til stede på en lidt diskret måde og de elsker på en stille og stabil måde. De "overfalder" sjældent deres mennesker for at afkræve kæl, men de er absolut ikke sky! De vil bare gerne helst selv bestemme hvornår der skal kæles. Men man må ikke tage fejl: En brite knytter sig meget tæt til sine mennesker. Den er bare ikke påtrængende, men viser sin hengivenhed på sin egen stilfærdige måde. Den "klistrer" ikke, og vil f.eks. hellere lidt diskret lægge sig bag din nakke på sofaens ryg, ved siden af dig eller i fodenden, fremfor på skødet.

Briter lader sig ikke sådan ryste! Her hjemme kan Willy sagtens sove midt på gulvet - på ryggen, tilmed! - mens vores børn fræser ham om ørerne og leger tafat. Sådan noget tager en brite med ophøjet ro og værdighed.

Briten kan godt virke lidt doven og klodset. Det skal man dog endelig ikke lade sig narre af, for Briten er også meget stærk og muskuløs. Den synes bare ikke, at der er nogen grund til at bruge kræfterne unødvendigt, og det virker som om den foretrækker at tænke sig lidt om, før den foretager sig noget. Vil den f.eks. op på toppen af en reol, vil den typisk komme derop via en stol og evt. et bord, i stedet for at springe direkte op. Vores Willy bruger gerne tid på at udregne den letteste vej, før han giver sig i kast med at bevæge sig mod sit næste mål.

Briten er selvfølgelig en rigtig kat med rigtige katteinstinkter, men mange års samliv med mennesker har udviklet de rolige, venlige og tilbagelænede egenskaber og det elskelige temperament, der giver giver familiens børn og voksne store glæder.
Hvis man vil have en god, firbent ven, som ikke er ekstremt livlig, snakkesalig eller anmasende kælen, er briten et rigtigt god valg.

(Kilde; Jyrak.dk og BB-Klubben.dk)